Til behandlingsoversigten › Krystalsamtaler

Krystalsamtaler

Krystalsamtaler er bevidstgørende samtaler, der åbner døre til en større forståelse af dig selv og de forhindringer du møder. Samtalen udmunder i at du får et udvalg (værdi 500 kr) af krystaller med hjem som du skal indgå et samarbejde med.

Der er mange ting som foregår i hver af os, som vi enten ikke forstår eller ikke tror vi kan ændre. Der kan være begrænsninger i vores liv, som virker styrende og holder os nede. Ved at blive klogere på hvem vi er og hvordan vores indre liv hænger sammen, bliver det muligt at ændre måden vi behandler os selv på og mulighedernes porte åbner sig.

krystalsamtaler sigter på mål for dig, der er frihedsskabende, glædesfyldte og trækker drømme inden for rækkevidde. At få en større bevidsthed ændrer livet for alle - til det bedre.

Mit afsæt i forståelsen af krystaller kommer fra 6 års direkte daglig kontakt med krystaller og de mange farvenuancer de bærer. Det er intuitiv forståelse sammensat med inspirative beskeder, som jeg modtager under og efter sessionen.

Hvad får du ud af krystalsamtaler

Helt konkret får du krystaller for 500 kr. Krystallerne er nogle jeg foreslår, eller du ser, efter vores samtale. Til krystallerne følger en speciel skrevet tekst til hver som handler om det du skal til at arbejde med. Teksten bliver ikke altid givet mig i sessionen, så det kan være at den hele eller dele af den bliver eftersendt på e-mail.

Ud over det, er nedenstående kvalificerede bud, på hvad du får med fra samtaler som disse.

  • Du kan blive bevidst om din personligheds regelsæt og finde ud af at verden er langt større end disse regler.
  • Du kan blive bevidst om hvorfor du enten ønsker at være meget alene, eller det modsatte og har brug for at være blandt menneske så tit som muligt.
  • Du bliver bevidst om flere af dine indadvendte og udadvendte kvaliteter som du måske ikke kender.
  • Uro bliver erstattet af mere ro, da meget uro kommer fra sider af os som vi ikke er bevidste om.
  • Du kan opleve at dine arbejdsopgaver og livsopgaver bliver mindre tunge, da årsagen til tungheden bliver tydelig for dig. Også selvom selve opgaven ikke forandrer sig.
  • Skal du til at tage en uddannelse som terapeut, kan du få stor glæde af at forstå dit indre og her vil disse samtaler være til stor glæde og gavn. Du vil kunne forstå din kommende uddannelse på et dybere plan.

Sådan foregår det

En krystalsamtale varer ca. 1,5 time.

Første halvdel af samtalen bruger vi på det du har på hjertet af udfordringer eller ønsker / drømme som virker svært tilgængelige.

Anden halvdel af samtalen handler om krystallerne. Jeg kommer til at præsentere dig for de krystaller som taler ind i dine emner du har bragt frem Du bliver bedt om at mærke om de vil fungere for dig.

Hvilke temaer er egnet i samtalerne

Der er som sådan ikke noget der ikke er egnet, men hvis du ikke ønsker at se i dybden, vil du føle at det enten er svært eller at du ikke får noget ud af det.

Typiske emner er

  • Eksistentielle spørgsmål
  • Livskriser
  • Problematiske relationer
  • Problematisk forhold til sig selv
  • Karmiske spørgsmål 
  • Livstræthed
  • Følelsen af at være forkert
  • Følelsen af skyld eller skam uden årsag
  • Ensomhed
  • Længsel efter fylde og mening i livet
  • Uforståelig stress
  • Uforståelig uro
  • Udforskning af sindet
  • Ønsket om at nå sjælen
  • Til en vis grad lidelser i det psykiske eller fysiske som der ikke er en forklaring på.

Pris, varighed og betaling

  • Sessionen varer 1,5 time
  • Prisen pr session er 1.200 kr. ( anden pris for virksomheder) Du får krystaller med hjem for 500 kr.
  • Betaling skal ske senest ved sessionens afslutning. Du kan betale kontant, med kort eller mobilepay.

  • Morten Nielsen

  • Først en telefonsamtale

    I samtalen finder du ud af, om jeg kan tilbyde dig det du søger, og jeg finder ud af om jeg er den rette til at hjælpe dig. 

    Send mig en sms på: 23 23 30 78, så vender jeg tilbage med forslag til tidspunkter hvor vi kan tale sammen. Samtalen vil tage 15-20 minutter.

    Der er normalt 1-2 ugers ventetid på sessioner, men venteliste er også mulig.

    Jeg ser frem til mødet med dig.

  • Jeg er RAB registreret

    R A B står for Registreret Alternativ Behandler. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med loven på området.

  • Hvor foregår det?

    På Valby Tingsted 6, 2500 Valby ligger Celestial Space. Her mødes vi i rolige lokaler som er indrettet som forandrings- og transformationsrum. Arbejdet vi gør her, giver dig mulighed for at se igennem personlighedens slørede og "beskyttende" lag og ind i dybder du nok ikke kender.

  • Forudsætninger

    • Sessionen foregår på dansk, så det er vigtigt at du taler og forstår dansk rigtig godt. Det er ok, hvis du tænker på andre sprog. 
    • Du skal være over 18 år. 
    • Hvis du har diagnoser kan det være en forhindring, men lad os snakke om det, måske bliver det din styrke.
    • Det er ikke et krav, men hvis du har en spirende forståelse af, at de ting der hænder dig i livet, er med til at danne dig, så er det en fordel. 
  • Din forberedelse på dagen

    • Sørg for ikke at være sulten, men heller ikke overmæt.
    • Vær ikke påvirket af noget stof, heller ikke fra dagen før. Kaffe eller te er ok
    • Vær så udhvilet som muligt
    • Inden du kommer, så lav en liste over alle de praktiske ting du skal huske, sådan at du kan undlade at tænke over dem i sessionen.
    • Sørg for at have en rolig morgen op til vi ses, undgå derfor konflikter og høj hastighed.
    • Efter sessionen er det vigtigt at du har noget tid til dig selv så du kan fordøje oplevelsen. 
  • Min filosofi kort

    Jeg begyndte min første uddannelse inden for hypnose og terapi i 2008. Jeg studerede hypnoterapi i seks år ud fra mange vinkler. Siden da har jeg årligt udvidet mine evner og bevidsthed med kurser, fordybelse, praksis og selvfølgelig hyppig egenterapi. Efter 20 år med et dybt ønske i hjertet om at forstå relationen mellem personlighed, egokræfter, sjælskræfter og åndelig indstrømning, tilbyder jeg nu terapi der berører mange planer.

    Jeg er grundlæggende af den overbevisning at de fleste vestlige mennesker har brug for hjælp til at forstå hvordan "menneskets indre teknologi" hænger sammen. Mange i vesten har ikke en bæredygtig filosofi som giver dem tryghed i livet og bygger på forståelsen af relationen og arbejdsfordelingen mellem personligheden og sjælen.

    Når man ikke har en livsfilosofi som rækker ud over personlighedens komfort og glæder, så udsættes man ofte for situationer, der får en til at vakle og føle ubehag ved hverdagen.

    På overfladen ser mange mennesker ud til at have det rigtig godt i livet, men tit er det et kompliceret energikrævende teater der spilles, hvor kulissen kan være et flot hjem, søde høflige børn, en smuk garderobe, en karriere og et job der er værd at fortælle om, desuden anerkendte sunde meninger (samfundssind), præcist udtalte værdier og ikke mindst nogle relationer som er underholdende men til tider fuldstændig udmattende.

    På et tidspunkt mærker en udvalgt skare, at teateret blot er en nødvendig konstruktion, der holder sammen på alt det, som skal få os til at føles os godt tilpas. Den dybe tilfredshed, den dybe kærlighed til sig selv, til sin udkårne, til selve livet og andet levende er svær at finde. Man kan selvfølgelig blive ved med at forny alle goderne, få et nyt job, indrette sit hjem igen og igen etc.. På et tidspunkt mærkes tomheden mere insisterende endog anmassende, og nogle vælger altså terapiens vej. Det er slet ikke forkert eller uønsket at have et dejligt hjem og en smuk garderobe. Det er dejligt og vidunderligt, men det er ikke sikkert at det bliver ved med at være nødvendigt.

    Når sjælen er inden for rækkevidde, så føles alt mere ægte og livet får den varme fylde som vi fortjener - med eller uden teateret.

    Jeg tilhører ikke nogen religion og navigerer udelukkende efter det jeg har erfaret og oplever som sandt og virkeligt på alle planer.

  • Persondata og privatlivets fred

    Mens vi arbejder sammen opbevarer jeg aflåst dit navn, telefonnummer og e-mail, samt noter fra sessioner. Noterne gemmes ikke sammen med dine personoplysninger, så der er fuld diskretion. Informationer gemmes ikke online, så der er ingen risiko for hacking af dine personoplysninger. Efter endt forløb tilbyder jeg dig at få det hele med dig og hvis du afslår, destruerer jeg det hele umiddelbart med det samme. Du kan til enhver tid bede mig om at jeg sletter alle dine oplysninger med det samme også selvom vi er midt i et forløb.