Til behandlingsoversigten › Spirituel vejledende samtale

Spirituel vejledende samtale

Spirituel vejledning er til dig som er søgende og samtidig har en tvivl som du ønsker at forstå. Når vi oplever at verden slår sprækker og vi begynder at indfinde os i forståelsen af at være spirituelle/åndelige væsener i en fysisk krop, så møder de fleste nogle vanskeligheder. Det kan være at vennerne begynder at falder fra, jobbet bliver sværere at rumme, familien tager afstand eller du tager afstand til dem. Det kan også være at dit tankesystem bliver lidt indviklet og følelserne enten bliver meget store eller til dels forsvinder. Store brud med det konventionelle liv kan føles dragende i nogle faser, men det er sjældent det bedste at bryde for meget op.

Vi gennemgår mange trin på vejen til bjergets tinde, og hver af dem er belagt med sine egne forhindringer. Det er godt at få tvivlen til at falde til ro, tålmodighed ind i systemet og lære at håndtere de situationer som er svære både omkring dig og inde i dig.

Mit afsæt i forståelsen af den spirituelle væren kommer fra 20 års direkte dagligt nysgerrigt arbejde med krop og sind. Alle årene og deres indbyggede opgaver har beriget mig, men særligt de sidste fem år har givet mig nogle åbninger og forståelse af de dimensioner der er i og omkring os, som ikke er fysiske. Denne forståelse giver plads og glæde ved livet som ikke er betinget af årsager.

    Sådan foregår det

    En spirituel vejledende samtale varer ca. 1 -1,5 time og du bringer emner med som vi tager udgangspunkt i. Samtalens indhold kan være samtale alene, hvor vi går efter konkret forståelse og løsninger på dine udfordringer. Samtalen kan også indeholde fordybelse og meditative tilstande og nogle gange opstår der i rummet nogle forhold, der gør at nyttige beskeder træder igennem til dig.

      Pris, varighed og betaling

      • Sessionen varer 1 - 1,5 time
      • Prisen pr session er 900 kr. ( anden pris for virksomheder)
      • Betaling skal ske senest ved sessionens afslutning. Du kan betale kontant eller mobilepay.

      • Morten Nielsen

      • Først en telefonsamtale

        I samtalen finder du ud af, om jeg kan tilbyde dig det du søger, og jeg finder ud af om jeg er den rette til at hjælpe dig. 

        Send mig en sms på: 23 23 30 78, så vender jeg tilbage med forslag til tidspunkter hvor vi kan tale sammen. Samtalen vil tage 15-20 minutter.

        Der er normalt 1-2 ugers ventetid på sessioner, men venteliste er også mulig.

        Jeg ser frem til mødet med dig.

      • Jeg er RAB registreret

        R A B står for Registreret Alternativ Behandler. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med loven på området.

      • Hvor foregår det?

        På Valby Tingsted 6, 2500 Valby ligger Celestial Space. Her mødes vi i rolige lokaler som er indrettet som forandrings- og transformationsrum. Arbejdet vi gør her, giver dig mulighed for at se igennem personlighedens slørede og "beskyttende" lag og ind i dybder du nok ikke kender.

      • Forudsætninger

        • Sessionen foregår på dansk, så det er vigtigt at du taler og forstår dansk rigtig godt. Det er ok, hvis du tænker på andre sprog. 
        • Du skal være over 18 år. 
        • Hvis du har diagnoser kan det være en forhindring, men lad os snakke om det, måske bliver det din styrke.
        • Det er ikke et krav, men hvis du har en spirende forståelse af, at de ting der hænder dig i livet, er med til at danne dig, så er det en fordel. 
      • Din forberedelse på dagen

        • Sørg for ikke at være sulten, men heller ikke overmæt.
        • Vær ikke påvirket af noget stof, heller ikke fra dagen før. Kaffe eller te er ok
        • Vær så udhvilet som muligt
        • Inden du kommer, så lav en liste over alle de praktiske ting du skal huske, sådan at du kan undlade at tænke over dem i sessionen.
        • Sørg for at have en rolig morgen op til vi ses, undgå derfor konflikter og høj hastighed.
        • Efter sessionen er det vigtigt at du har noget tid til dig selv så du kan fordøje oplevelsen. 
      • Min filosofi kort

        Jeg begyndte min første uddannelse inden for hypnose og terapi i 2008. Jeg studerede hypnoterapi i seks år ud fra mange vinkler. Siden da har jeg årligt udvidet mine evner og bevidsthed med kurser, fordybelse, praksis og selvfølgelig hyppig egenterapi. Efter 20 år med et dybt ønske i hjertet om at forstå relationen mellem personlighed, egokræfter, sjælskræfter og åndelig indstrømning, tilbyder jeg nu terapi der berører mange planer.

        Jeg er grundlæggende af den overbevisning at de fleste vestlige mennesker har brug for hjælp til at forstå hvordan "menneskets indre teknologi" hænger sammen. Mange i vesten har ikke en bæredygtig filosofi som giver dem tryghed i livet og bygger på forståelsen af relationen og arbejdsfordelingen mellem personligheden og sjælen.

        Når man ikke har en livsfilosofi som rækker ud over personlighedens komfort og glæder, så udsættes man ofte for situationer, der får en til at vakle og føle ubehag ved hverdagen.

        På overfladen ser mange mennesker ud til at have det rigtig godt i livet, men tit er det et kompliceret energikrævende teater der spilles, hvor kulissen kan være et flot hjem, søde høflige børn, en smuk garderobe, en karriere og et job der er værd at fortælle om, desuden anerkendte sunde meninger (samfundssind), præcist udtalte værdier og ikke mindst nogle relationer som er underholdende men til tider fuldstændig udmattende.

        På et tidspunkt mærker en udvalgt skare, at teateret blot er en nødvendig konstruktion, der holder sammen på alt det, som skal få os til at føles os godt tilpas. Den dybe tilfredshed, den dybe kærlighed til sig selv, til sin udkårne, til selve livet og andet levende er svær at finde. Man kan selvfølgelig blive ved med at forny alle goderne, få et nyt job, indrette sit hjem igen og igen etc.. På et tidspunkt mærkes tomheden mere insisterende endog anmassende, og nogle vælger altså terapiens vej. Det er slet ikke forkert eller uønsket at have et dejligt hjem og en smuk garderobe. Det er dejligt og vidunderligt, men det er ikke sikkert at det bliver ved med at være nødvendigt.

        Når sjælen er inden for rækkevidde, så føles alt mere ægte og livet får den varme fylde som vi fortjener - med eller uden teateret.

        Jeg tilhører ikke nogen religion og navigerer udelukkende efter det jeg har erfaret og oplever som sandt og virkeligt på alle planer.

      • Persondata og privatlivets fred

        Mens vi arbejder sammen opbevarer jeg aflåst dit navn, telefonnummer og e-mail, samt noter fra sessioner. Noterne gemmes ikke sammen med dine personoplysninger, så der er fuld diskretion. Informationer gemmes ikke online, så der er ingen risiko for hacking af dine personoplysninger. Efter endt forløb tilbyder jeg dig at få det hele med dig og hvis du afslår, destruerer jeg det hele umiddelbart med det samme. Du kan til enhver tid bede mig om at jeg sletter alle dine oplysninger med det samme også selvom vi er midt i et forløb.