Krystaller i solen er for mig noget af det smukkeste der findes. Synet af dem og at holde dem i solens varme, rør mig så dybt at jeg ikke formår at finde ord.
Forleden kom følgende sætning til mig
Lys og mørke er et og samme."
Mange har tænkt lignende ord før mig, men ofte forstår jeg først rigtig, når det bliver fortalt og talt til mig fra mit eget indre.
Hvis vi ønsker, altså virkelig ønsker at forstå os selv, så skal vi kigge i naturen. I de mørke bjerge og i den mudrede lerede jord - dybt nede, finder mennesket krystallerne. De har været der altid og dannes til evighed. Uendeligt mange steder på planeten ligger der krystaller i den jord vi træder på. De ligger kapslet inde i tæt, mørkt og ofte uigennemtrængeligt materiale.
En eventyrlig og modig sjæl begiver sig til tider ned i dybet. Med uendelig tålmodighed og ihærdig søgen bliver krystallen fundet.
"Den opdagede krystal er altid den næste i rækken"
Sådan har jorden så præcist arrangeret det. Krystallen bringes fra mørket til lyset og først i lyset oplever vi dens vidunderlige kvaliteter, energi og skønhed. I lyset spreder den sit budskab og med lyset kan den vise hvem den er.
🌞
Psyken sender os til tider ind i personligt mørke
Hvis vi kan lykkes med IKKE at tage de svære tider så tungt,
og IKKE at blive så opslugt af vores egen lidelse.
Så kan eventyret begynde lige her i mørket.
I psykens mørke har vi enestående muligheder for at gå på krystaleventyr. Et eventyr på jagt efter indre mørke sten med indre lys i hånden. Vi leder i mørke og lyser og føler os frem. Det føles langt og opslidende. Opgivelse er naturligt, men ikke målet. Med vilje, mod og udholdenhed, finder vi krystallen i dybet. Den er mudret og indkapslet i mørke. Først når den gnubbes fri og tages op i lyset, oplever vi dens skønhed - gaven den er til os.
I mørket lå krystallen som sovende livsenergi. Med uendelig tålmodighed ventede den på at blive fundet. Krystallen slutter sig længselsfuldt til vores livs energi og ingen kan tage den fra os igen. Den skinner ved den indre sols lys og bringer os nu den sande glæde.
På Møns klint fandt jeg denne flint "kugle". Ved et uheld faldt den på gulvet.
Den sprækkede og bag dens tykke panser var krystallen.